Juventus fuldender skidt sæson for Dortmund

Juventus havde overhovedet ingen problemer med at spadsere videre til kvartfinalen i Champions League. Det skete med en suveræn 3-0-sejr ude over Borussia Dortmund onsdag aften.

Samlet vandt Juventus dermed 5-1 over det tyske storhold, som har været i krise i en stor del af sæsonen i den hjemlige Bundesliga, hvor holdet længe lå til nedrykning og først for nylig har fundet formen.

Carlos Tévez åbnede kampen med 1-0-scoringen efter blot tre minutter, da han hamrede et langskud forbi Dortmund-keeper Roman Weidenfeller.

Dortmund forsøgte at svare igen, men det var svært for tyskerne at komme frem til noget mod et påpasseligt italiensk forsvar.

I stedet udnyttede Juventus en hurtig kontramulighed. Tevez modtog bolden og fandt nemt Morata, som gjorde det til 2-0 efter 70 minutter.

10 minutter senere scorede Tevez for anden gang i kampen, og dermed var ydmygelsen af Dortmund komplet.

Det var også Tevez og Morata, som sørgede for målene, da Juventus vandt det første opgør i Torino med 2-1.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV