Juventus henter midtbaneprofil for 237 millioner kroner

Skrevet af admin

13/06/2016

Dagens topnyheder

Den regerende italienske mesterklub, Juventus, har fundet den tunge tegnebog frem i bestræbelserne på at forstærke holdet til den kommende sæson.

Mandag har klubben offentliggjort indkøbet af den bosniske midtbanespiller Miralem Pjanic, som har underskrevet en kontrakt gældende for de kommende fem år.

Pjanic skifter fra ligarivalen Roma, og prisen for handlen ligger på 32 millioner euro, svarende til 237 millioner danske kroner, oplyser Juventus på sin hjemmeside.

26-årige Pjanic fik sit gennembrud i fransk fodbold og skiftede til Roma i 2011. Han blev i alt noteret for 185 kampe for den italienske hovedstadsklub.

Det var da heller ikke med Romas gode vilje, at Pjanic nu fortsætter karrieren i mesterklubben gennem de seneste fem sæsoner.

Ifølge italienske medier var det bosnieren selv, der anmodede om at udnytte en kontraktklausul, der gav ham lov til at bryde kontrakten, hvis en klub var villig til at betale det fastsatte beløb.

Miralem Pjanic er noteret for 68 landskampe for Bosnien.

/ritzau/