Juventus-legende: Alle ville undgå Barcelona og Bayern

Skrevet af admin

14/12/2015

Dagens topnyheder

Der er lagt op til adskillige brag, når 1/8-finalerne i Champions League skydes i gang til foråret.

Et af dem er Juventus mod Bayern München, og i den italienske lejr lægger man ikke skjul på, at man har fået en svær lodtrækning.

- Alle ville gerne undgå Barcelona og Bayern, så vi var ikke så heldige. Men Bayern vil heller ikke være glade for at have trukket Juventus, siger Pavel Nedved, der tidligere har haft en imponerende aktiv karriere i Juventus og nu er vicepræsident i klubben.

Juventus har efter sidste sæsons mesterskab haft det svært i denne sæson, hvor klubben ligger på fjerdepladsen i den italienske Serie A.

Anderledes imponerende har det set ud hos sidste års Champions League-vindere fra Barcelona. Holdet gik sikkert videre fra gruppen og ligger på førstepladsen i den spanske liga.

Den catalonske klub skal i 1/8-finalen møde engelske Arsenal.

- Arsenal og Barcelona har meget ens spillestil. Tilhængerne kommer til at få fornøjelsen af at se to hold med den samme forståelse for spillet, siger Albert Soler, der er direktør i Barcelona.

- Det bliver to fantastiske kampe, og vi skal have stor respekt for Arsenal, siger han.

I Arsenal-lejren er der også stor respekt for de spanske mestre.

- Det bliver ikke nemt, og det var dem, man skulle undgå på det her tidspunkt. Men nu er det op til os, og vi vil give dem kamp til stregen, siger David Miles, klubsekretær i Arsenal.

- Messi, Neymar, Suarez ... man kunne blive ved. Men vi har vores egne verdensklassespillere, og jeg er sikker på, at det bliver nogle fantastiske kampe i London og Barcelona, lyder det.

1/8-finalerne i Champions League spilles fra 16. februar med returopgør fra 8. marts.

/ritzau/Reuters