Juventus lider sensationelt nederlag i Serie A-premiere

Skrevet af admin

24/08/2015

Dagens topnyheder

Juventus fik søndag en elendig begyndelse på sæsonen i den italienske Serie A i fodbold.

Torino-klubben, der har vundet mesterskabet de seneste fire sæsoner, tabte sensationelt 0-1 hjemme til Udinese.

Cyril Thereau scorede kampens eneste mål 12 minutter før tid.

Det er Juventus' første nederlag på hjemmebane i Serie A i mere end to et halvt år.

Den 6. januar 2013 tabte holdet 1-2 hjemme til Sampdoria, men siden havde Juventus altså ikke tabt på hjemmebane i den hjemlige liga.

Der var da heller ikke meget, der tydede på, at Udinese skulle vinde i begyndelsen af kampen.

Juventus pressede på, og blandt andre nyindkøbet i angrebet Mario Mandzukic var tæt på.

Juventus var tyndt besat på midtbanen, hvor holdet før denne sæson sagde farvel til Arturo Vidal og Andrea Pirlo.

Eftersom Claudio Marchisio, Kwadwo Asamoah og nytilkomne Sami Khedira var ude med skader, efterlod det en midtbane med Paul Pogba, Simone Padoin og Roberto Pereyra.

Hjemmeholdets pres udmøntede sig dog ikke i scoringer, heller ikke da et andet nyindkøb i Juventus-angrebet Paulo Dybala blev sendt på banen i stedet for Kingsley Coman midt i anden halvleg.

Efter Udineses scoring kom også spanieren Fernando Llorente på banen i hjemmeholdets angreb, men Juventus måtte altså indkassere det meget overraskende nederlag.

Sampdoria topper Serie A med tre point efter en 5-2-sejr over oprykkeren Carpi.

Også Inter fik en sejr med 1-0 hjemme over Atalanta. Lejespilleren fra Manchester City, Stevan Jovetic, sikrede sejren kort før tid.

Til gengæld tabte Napoli 1-2 ude til Sassuolo, mens AC Milan tabte 0-2 ude til Fiorentina.

Anders Christiansen så hele kampen fra bænken, da hans klub, Chievo, vandt 3-1 ude over Empoli.

/ritzau/