Juventus skuffer med uafgjort mod bundprop

Efter lutter sejre i sæsonens første seks spillerunder i Serie A fejlede Juventus lørdag aften for første gang.

På udebane måtte de forsvarende mestre skuffende nøjes med 1-1 mod bundproppen Sassuolo, som endda var foran 1-0 i opgøret.

Hjemmeholdets italienske landsholdsspiller Simone Zaza bragte efter et lille kvarters spil Sassuolo foran 1-0, da han scorede på landsholdskollegaen Gianluigi Buffon.

En håndfuld minutter efter udlignede Juventus' franske midtbanespiller Paul Pogba til 1-1, men trods rigeligt med tid tilbage i opgøret lykkedes det overraskende ikke Juventus at score det afgørende mål.

Det ene point betyder, at Juventus har 19 point for syv kampe. AS Roma, som tidligere lørdag vandt 3-0 hjemme over Chievo, er toer med 18 point.

/ritzau/

Dagens Gossip