Juventus vender truende nederlag til sejr i storkamp

Skrevet af admin

10/04/2016

Dagens topnyheder

Juventus fortsætter marchen mod endnu en italiensk mesterskabstitel, og heller ikke den gamle storklub AC Milan kunne bremse det suveræne mandskab fra Torino.

Milaneserne gjorde ellers, hvad de kunne hjemme på San Siro og bragte sig hurtigt foran, men hjemmeholdet endte alligevel som taber med 1-2.

Det var Milans midterforsvarer Alex, der kortvarigt jog en skræk i livet på gæsterne, da han sendte bolden i nettet bag Gianluigi Buffon med et knaldhårdt hovedstød.

Men Juventus er ikke forsvarende mesterhold for ingenting, og Massimiliano Allegris tropper lader sig ikke let slå ud af kurs.

Inden der var spillet en halv time, havde gæsterne udlignet ved Mario Mandzukic, som scorede efter et simpelt og effektivt opspil, hvor bolden blev sparket op til den kroatiske angriber med en lang aflevering fra egen banehalvdel.

Han og angrebsmakker Alvaro Morata var de eneste Juventus-spillere i nærheden af Milans mål, men alligevel fik de i fællesskab kombineret sig fri, så Mandzukic kunne udplacere Milans keeper, Gianluigi Donnarumma.

Paul Pogba sørgede for sejrsmålet 20 minutter inde i anden halvleg i en situation, hvor Milans forsvarer Ignazio Abate ikke så for heldig ud.

Abate fejlbedømte bolden totalt efter et hjørnespark, og derfor fik Pogba i et overfyldt straffesparksfelt lov til at tæmme bolden med brystet og sparke den i nettet til 2-1.

Juventus er nu oppe på 76 point, hvilket er ni mere end nærmeste forfølger, Napoli.

Napolitanerne har dog mulighed for at lukke lidt af hullet i søndagens hjemmekamp mod bundproppen Verona.

/ritzau/