To jyder dømt for hjemmerøveri hos den forkerte

Skrevet af Jesper Larsen

01/04/2015

Mest læste i dag

To mænd fra Vejle er blevet idømt fængselsstraffe efter de i oktober sidste år sparkede døren ind til en lejlighed i Horsens, hvor de ville røve beboerens beholdning af narkotika.

De kunne dog med fordel have taget nogle ekstra år på skolebænken, for de tog fejl af adresserne og endte hos en sagesløs 25-årig, der fik sparket sin dør ind og stukket en attrap-pistol op i hovedet.

- Pludselig stod der to mænd i min stue og forlangte narko. Jeg var ét stort spørgsmålstegn. Jeg var helt i chok, forklarede offeret i retten i Horsens, ifølge hsfo.dk.

Fremfor for at erkende deres brøler, valgte duoen at røve den 25-årige i stedet. De brugte 45 minutter i lejligheden, hvor de frarøvede ham kontanter, en computer, tøj og en mobiltelefon.

Den ene af gerningsmændende, 26-årige Menathel El Hadad, fik 2.5 års fængsel og han blev desuden dømt for en stribe tyverier og indbrud, der alle blev begået i Vejle, ligesom han også blev dømt for vold, da han i august sidste år brød ind til en havefest i Vejle og slog to mænd med knyttet hånd.

Den anden forvirrede røver, 52-årige Per Mørk Hansen, fik 1 års fængsel.