Jysk kvinde anmeldte ekskæresten for et falsk knivoverfald: Nu er hun dømt til fængsel

Overfaldet skulle angiveligt være foregået tilbage i april. Sådan lød anmeldelsen ihvertfald fra en knust og bange 56-årig kvinde fra Aalborg, der forklarede politiet, hun var blevet overfaldet med en kniv. Det skriver Nordjyske.dk.

Men da politiet så på kvindens sår efter det påståede overfald, blev de klar over, hun selv havde påført sig skaderne.

- Allerede på stedet overgik anmeldelsen til en sigtelse mod kvinden, og ekskæresten, som hun påstod, stod bag overfaldet, blev aldrig sigtet i sagen, siger anklager ved politiet, Janni Nørgaard, til Nordjyske.

Nu er kvinden dømt til 20 dages betinget fængsel og 40 timers samfundstjeneste for den falske anmeldelse.

- Hun blev kendt skyldig i falsk anmeldelse og for med forsæt at forsøge at få en uskyldig sigtet eller dømt for det påståede overfald, siger Janni Nørgaard.

Dagens Gossip