Jysk motionscenter vil undervise børn i poledance

Poledance kaldes motionsformen med omdrejningspunkt i den stålstang, der går fra gulv til loft og som i folkemunde har været kendt som stripperstangen.

Fra næste måned kan midtjyske børn ned til 12 år prøve kræfter med stangen, som man kan vride og gnide kroppen op ad.

Parret Daniel Wodarka og Line Nørremark vil i deres træningscenter i Brande starte et børnehold i poledance.

- Vi betragter poledance som en sportsgren med masser af akrobatik og gymnastik i, siger Daniel Wodarka til Dagens.dk.

En stor efterspørgelse i lokalområdet er ifølge Daniel Wodarka årsag til, at der nu bliver søsat et helt ungt poledance-hold i træningsstudiet SportArt i den jyske stationsby.

Læs også: Den 8-årige pige står mellem to stænger - da hun kravler op, taber dommerne mælet

- Vi har indtil videre haft en aldersgrænse på 18 år for at deltage i poledance. Efter diskussion og nøje overvejelser er vi nået frem til at fjerne grænsen, da der ikke er noget seksuelt i poledance, siger Daniel Wodarka.

Engang var poledance forbundet med pengesedler i trussekanten på en stripper, men i dag er stang-sporten blevet til en populær motionsform.

De fysisk krævende evner ved den blanke stang danner også grundlang for internationale konkurrencer, og der arbejdes for tiden på at få poledance på programmet til næste sommers olympiske lege i Brasilien.

Træning i hotpants
Træningstøj er der ikke meget af i poledance, da man bruger hudens overflader til at klistre sig til stangen.

- Hotpants er nok det bedste. Og en top, så maveskindet er frit, siger Daniel Wodarka og understreger, at sportsgrenen er for både mænd og kvinder.

- Jeg træner selv i bokseshorts og en undertrøje, forklarer Daniel Wodarka.

I træningscentret i Brande håber det aktive par, at de kan være med til at nedbryde de tabuer, der muligvis stadig er forbundet med poledance, og Daniel Wodarka opfordrer forældre til at komme forbi centret og overvære træningen.

- Så kan de selv se, hvad det er for noget, siger Daniel Wodarka.

Følg Dagens.dk for flere lignende artikler:

 

Dagens Gossip