Jysk politimand frifindes for brud på tavshedspligt

En politimand er mandag blevet frifundet i en sag om påstået brud på tavshedspligten.

Vestre Landsret i Viborg har dermed ændret den afgørelse, som Retten i Herning tidligere var nået frem til.

Manden, der er i 50'erne, blev i marts sidste år af byretten idømt 10 dagbøder á 350 kroner for at have overtrådt straffeloven.

Årsagen var, at han under efterforskningen af en sædelighedsforbrydelse angiveligt sagde for meget.

Han fortalte en mistænkts arbejdsgiver, at en ansat tidligere var blevet dømt for seksuelle overgreb.

I den oprindelige dom mente byretten, at politimanden dermed overtrådte sin tavshedspligt, selv om dommen var offentligt kendt.

Men mandag er den tiltalte altså blevet renset. Han er ikke skyldig, fastslår landsretten.

Frifindelsen er sket med dommerstemmerne 2-1, oplyser forsvareren, advokat Martin Cumberland.

- Flertallet mener, at der er sket en videregivelse af oplysninger, men at det ikke hører hjemme i straffeloven, oplyser han.

De to landsdommere lægger også vægt på, at politimanden kom med oplysningen under en afhøring, som var efterforskningsmæssigt begrundet. Desuden kan det ikke afvises, at han kom med informationen spontant.

Derimod har den ene dommer stemt for at stadfæste byrettens afgørelse.

/ritzau/

Dagens Gossip