Jyske Bank kommer forbedret ud af første kvartal

Der har været fremgang hos Jyske Bank i årets første kvartal, hvor bankens overskud er steget.

Det fremgår af bankens regnskab for første kvartal af 2015, der er offentliggjort onsdag morgen.

I første kvartal har Jyske Bank landet et resultat før skat på 502 millioner kroner. Det er samtidig en forbedring i forhold til første kvartal af 2014, hvor der stod 418 millioner kroner ud for samme post.

- Koncernen leverer i første kvartal 2015 et resultat, der peger i den rigtige retning, givet de udfordrende markedsvilkår med ekstremt lave renter, siger Jyske Banks ordførende direktør, Anders Dam, i en kommentar til regnskabet.

Den ordførende direktør udtrykker samtidig en stor glæde over, at bankens vækst i boliglån "fortsætter med uformindsket styrke" og har passeret 42 milliarder kroner.

På samme vis er der fremgang ud for basisindtægterne, der i første kvartal af 2015 er endt på 1978 millioner kroner mod 1729 millioner kroner i samme periode året før.

Desuden oplyser Anders Dam, at ægteskabet med BRFkredit, der fandt sted sidste år, "forløber planmæssigt".

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV