Jyske Bank overrasker før tid med milliardoverskud

Selv om det lave renteniveau giver udfordringer i Jyske Bank, så når banken alligevel sit mål om at lægge mere end ti procent oveni pengebeholdningen efter 2015. Det oplyser Jyske Bank mandag, hvor banken fremlægger tal fra årsregnskabet en måned før tid.

Jyske Bank forventer et årsresultat før skat på 3,2 milliarder kroner for 2015, oplyser banken til fondsbørsen. Til sammenligning var resultatet før skat i 2014 på 3,1 milliarder kroner.

Meddelelsen er et lettelsens suk for Jyske Bank. Det lave renteniveau og opsparingsoverskud i den private sektor rejste tvivl i banken, om den kunne nå målet om forrentning af egenkapitalen med minimum 10 procent sidste år.

Men bekymringen er gjort til skamme.

- Årets resultat før skat forrenter primoegenkapitalen med 11,6 procent, skriver banken i meddelelsen.

- Resultatet opfylder således for andet år i træk efter fusionen med BRFkredit den nye Jyske Bank-koncerns langsigtede målsætning om en forrentning af primoegenkapitalen på minimum 10 procent før skat, skriver Jyske Bank.

Jyske Bank fusionerede i starten af 2014 med BRF Kredit. Banken offentliggør årsrapport med alle tal for 2015 23. februar 2016.

/ritzau/

Dagens Gossip