Jyske Bank overrasker positivt i andet kvartal

I samme kvartal sidste år var resultatet et minus af næsten samme størrelse på grund af et påbud fra Finanstilsynet om ekstra nedskrivninger.

Banken må dog også i dette kvartal nedskrive mere end ventet på udlån. Nedskrivningerne hedder 385 millioner kroner mod forventet 265 millioner. Dermed ligger nedskrivningerne også væsentligt over gennemsnittet for de sidste fire kvartaler, som har været på 286 millioner kroner.

Jyske Bank formår at sænke sine driftsudgifter med 46 millioner til en milliard kroner i forhold til samme periode sidste år. Der hentes 1,4 milliarder kroner i nettorenteindtægter mod 1,2 milliarder i andet kvartal 2012. Nettorente- og gebyrindtægterne løftes til 1,8 milliarder kroner fra 1,6 milliarder.

Banken øger sit udlån til 130 milliarder kroner i tredje kvartal fra 127 i samme periode sidste år og indlånet vokser i samme tempo til 127 milliarder kroner fra 124 milliarder.

Den helt store bekymring er de andre bankers lukninger af filialer og afdelinger med kasse betjening. Det betyder nemlig, at endnu flere kunder benytter Jyske Banks filialer. Derfor overvejer banken nu at hæve priserne for fremmede kunder - eller at følge de andre bankers eksempel med kasselukninger.

Det siger ordførende direktør, Anders Dam i selskabsmeddelelsen.

»Udviklingen i første halvår har på mange måder været tilfredsstillende for Jyske Bank, men særligt på ét punkt giver udviklingen dog anledning til bekymring og overvejelser. Jyske Bank har p.t. med en enkelt undtagelse kassefunktion i alle bankens afdelinger. I takt med konkurrenters kasselukninger forøges risikoen for et markant stigende antal kasseekspeditioner for andre pengeinstitutters kunder samt med de kunder, som kun gør brug af bankens kassefunktioner,« siger Anders Dam.

Udviklingen vil derfor sandsynligvis føre til ændrede strukturer i Jyske Banks filialer.

»Derfor pågår der overvejelser om prisforhøjelser for andre pengeinstitutters kunders brug af bankens kassefunktioner samt for de kunder, som kun gør brug af bankens kassefunktioner, alternativet ville være at påbegynde kasselukninger i lighed med konkurrenterne,« siger han.

Dagens Gossip