Jyske Bank taber fransk retsopgør mod velhavere

Skrevet af admin

05/08/2014

Dagens topnyheder

Jyske Bank har tabt det første slag ved de franske domstole i et sagskompleks, hvor kunder har tabt millioner af euro, fordi banken tvangskonverterede deres boliglån. Det skriver Jyllands-Posten.

- Der er 30 sager alene ved retten i Grasse, og der er også sager ved retten i Nice. Derudover har mange indgået forlig, men det er svært, for banken er meget genstridig og afvisende. Nærmest uforskammet, siger Nikita Sichov, som er advokat i Cannes i Frankrig.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger er der tillige en stribe sager i Sydspanien, hvor Jyske Bank, ligesom i Frankrig, før finanskrisen var meget aktiv med at tilbyde finansiering til velhaverkunder med lån i Schweiz, hvor renten var lav.

Advokat Nikita Sichov har vundet den første sag i komplekset for et tysk-fransk par, som optog to lån på i alt 26,7 millioner kroner i schweizerfranc. Under den internationale valutauro i 2011 konverterede banken parrets lån til euro, hvilket fik gælden til at stige til 41,9 millioner kroner.

- Der er mange penge på spil, og bankens taktik med at være afvisende virker, for nogle indgår forlig på dårlige vilkår. Men jeg forstår dem, for retssager trækker ud i Frankrig, advokater er dyre, og banken kræver renter imens, siger Nikita Sichov.

Retten i Grasse fastslår, at det tysk-franske par kun skylder den oprindelige hovedstol før konverteringen på 26,7 millioner kroner, og at banken skal betale sagsomkostningerne.

Jyske Banks direktør for private banking i udlandet, Jens Lauritzen, oplyser, at banken har en "række kunder, den er i dialog med", men banken vil ikke oplyse antallet, eller hvor stort et beløb der i alt er på spil. Banken oplyser, at den er i gang med at granske dommen, og at den endnu ikke har besluttet, om sagen skal ankes.

/ritzau/