Jyske betjente skal blive i København

Københavns Vestegns Politi har torsdag indledt en større aktion mod bandemiljøet, men fremover kan det blive sværere at mobilisere betjente til store operationer i hovedstadsområdet.

Over de næste to år skal politikredsene i Danmark nemlig finde en mere lige fordeling af ansatte. Det betyder, at politikredsene i København og Nordsjælland frem mod 2015 skal skære 200 betjente ud af styrken. Deres stillinger skal nemlig oprettes i andre politikredse.

Dansk Folkeparti og De Konservative opfordrer nu justitsminister Morten Bødskov (S) til at gå beslutningen efter, så betjente kan forblive i hovedstaden.

- Trusselsbilledet er lige nu i høj grad et spørgsmål om hovedstadsområdet, hvor banderne har haft frit spil alt for længe, fordi der ikke er ressourcer nok til at bekæmpe dem.

- Så at fjerne et stort antal betjente fra hovedstadsområdet vil være at skyde sig selv i foden, siger retsordfører Peter Skaarup (DF)

Han mener, at regeringen med justitsminister Morten Bødskov bør se på beslutningen med "friske øjne". Kan der ikke findes penge til ekstra betjente, må politiet skrue ned for for eksempel færdselskontrollerne af cyklister, mener DF.

Samme tone lyder fra De Konservatives retsordfører, Tom Behnke:

- Det Konservative Folkeparti er bekymret for, at der skal flyttes betjente væk fra København i en situation, hvor der er skyderier og bandeuroligheder, siger Tom Behnke.

Han understreger dog, at rigspolitichefen og justitsministeren har vurderet, at det er forsvarligt at flytte betjentene fra København. Men siger:

- Det kunne godt være, at rigspolitichefens beslutning er det muliges kunst, mere end det er, hvad han egentlig godt kunne tænke sig, hvis han selv kunne bestemme.

- Det kunne være, at han i virkeligheden mener, at der er behov for at styrke politiet med 200 betjente, og det vil vi absolut være positive over for, siger Tom Behnke.

Han mener, at pengene til de ekstra betjente kan findes ved et udgiftsstop i "verdens største offentlige sektor" eller ved at finde nogle penge i kontanthjælpsreformen, som politikerne lige forhandler om.

Det er blandt andet Sydsjælland og Lolland Falsters Politi samt Syd- Sønderjyllands Politi, der får glæde af den såkaldte allokation, der vil fjerne 200 betjente fra hovedstadsområdet og Nordsjælland samt en lille del af styrken fra Østjyllands Politi.

/ritzau/

 

Dagens Gossip