Jyske kommuner splittede om ghettoudspil

Udvidelsen af listen med de to kriterier er et »skridt i den rigtige retning,« lyder det fra rådmand for sociale forhold og beskæftigelse i Aarhus, Hans Halvorsen (S):

»Det er udmærket, vi får et bredere udvalg af kriterier. Det kan være med til at understrege vigtigheden af at få nedbrudt den negative sociale arv i de her boligområder,« siger han og pointerer, at uddannelseskriteriet kan være med til at styrke indsatsen på uddannelse allerede i folkeskolen.Mens Aarhus-rådmanden er positiv, høster forslaget ringe opbakning i Esbjerg og Kolding. John Snedker (S), formand for plan og miljøudvalget i Esbjerg Kommune, synes, at listerne generelt har en for negativ klang.

»Jeg vil gerne advare på det kraftigste imod disse lister. Der er ingen grund til at tro, at nye kriterier vil ændre noget. Kommunen men i særdeleshed boligforeningerne gør et kæmpe stykke arbejde i forvejen,« siger han og påpeger, at de to ghettoområder, Esbjerg står noteret for, Stengårdsvej og Kvaglund, i store stræk ikke minder om det, ordet ghetto »betyder«.

De nuværende kriterier for, at et område kommer på listen, er antallet af personer uden job, mængden af beboere med anden etnisk herkomst og hvor mange dømte der er. Med det nye udspil vil der således være i alt fem kriterier. Står det til regeringen, vil et område med flere end 1.000 indbyggere, der opfylder tre af de fem kriterier, komme på listen mod tidligere to ud af fem kriterier.

I regeringens udspil går et af de nye kriterier på, hvor mange mennesker der har en erhvervsuddannelse i et boligområde. Det giver god mening, vurderer formand for Socialudvalget i Kolding Kommune, Tine Roos Nørgaard (K).

»Beskæftigelse og indtægt hænger nøje sammen, så det er dobbeltkonfekt at have de to kriterier med, men uddannelse er et parameter, der bestemt kan bruges,« siger hun og påpeger, at listen i sin nuværende form er for overordnet. Der mangler et fokus på resurserne:

»Kunne vi få et større indblik specifikt i de her områder også, hvor resurserne er, kunne det bruges bedre. Lige nu giver vi bare beboerne et ghettostempel, og det er der ingen, der bliver bedre af,« siger hun.

Uddannelseskriteriet er aktuelt, hvis andelen af beboere i alderen 30-59 år, der er uden erhvervsuddannelse, overstiger 60 procent af samtlige beboere i samme aldersgruppe.

I landets største by høster udspillet en del roser. Den nye liste vil øge fokus på de store byer, vurderer overborgmester i København Frank Jensen (S), der glæder sig over de nye kriterier.

»Der er ingen grund til at smøre indsatsen jævnt ud over hele landet til provinsbyer, der har et enkelt område, der ryger ud og ind af listen, når vi ved, at problemerne med udsatte byområder er størst i de store byer,« siger han.

Dagens Gossip