Jyske sommerhuse er et hit

Sidste år steg udlejningen af danske sommerhuse med 1 procent, så de samlet var udlejet i 518.000 uger. Og stigningen er drevet af danskerne selv, som forøgede deres leje af sommerhuse med 5 procent i forhold til året før, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Nordeas boligøkonom Lise Nytoft Bergmann er dykket ned i tallene og konstaterer, at de jyske og bornholmske sommerhuse er langt mere populære end de sjællandske. Og det gælder for både danske og udenlandske lejere.

»Dagens tal viser, at for hver gang der blev lejet 100 ferieuger ud i 2012, så valgte lejeren i 82 af tilfældene, at ferien skulle holdes Jylland. Det er ganske mange, når man tager i betragtning, at kun 47 ud af 100 danske sommerhuse er beliggende vest for Lillebælt,« skriver hun i analyse af tallene.

Især Syd- og Vestjylland er populært, og derud over vil de ferierende også gerne til Bornholm. Her stod sommerhusene for 4 ud af de 100 udlejede uger, og det er dobbelt så meget, som det forholdsvis antal af sommerhuse. Under 2 ud af 100 danske sommerhuse ligger på »solskinsøen.«

Modsat forholder det sig for Sjællands sommerhuse. De udgør 46 procent af de danske sommerhuse, men målt på udlejningsuger, så er andelen under 10 procent.»Kun ca. 4 ud af 10 ledige sommerhuse er lejet ud i en tilfældig uge i lavsæsonen, og kun ca. 8 ud af 10 i højsæsonen, så dagens tal indikerer, at fravalget af Sjælland ikke skyldes, at der ikke er sjællandske sommerhusejere nok, der ønsker at leje deres sommerhus ud, men snarere, at lejerne har en klar præference for det jyske og derved fravælger Sjælland,« skriver Lise Nytoft Bergmann.

Blandt udlændingene valgte 87 procent af tyskere et feriehus i Jylland i 2012, blandt nordmændene 79 procent og blandt svenskerne 66 procent.

På den økonomiske side har boligøkonomen beregnet, at ejeren for hver 10.000 kroner i nettofortjeneste på udlejning lige nu kan forrente og afdrage et 30-årigt fastforrentet realkreditlån på ca. 200.000 kroner.

Dagens Gossip

Dagens TV