Jytte Westergaard kåret som "Årets dagplejer"

- Jytte er omsorgsfuld overfor børn, forældre og kolleger. Jytte er meget samarbejdsvillig, loyal og positiv. Det er blot et lille udpluk af de mange egenskaber, der er omtalt i den indstilling, som nu har resulteret i, at Jytte Westergaard fra Sjølund netop har modtaget ”Årets dagplejepris” i Kolding Kommune.

Indstillingen er udarbejdet af en række af Jytte Westergaards dagplejekolleger, og når man har gennemlæst den, er der ingen tvivl om, at Jytte Westergaard er en ”kanon-medarbejder”, som kollegerne sætter meget stor pris på.

Prisen består af et diplom og en oplevelsesdag for prismodtageren og pågældendes kolleger i legestuen.

Jytte Westergaard er den første dagplejer, der har modtaget prisen, idet Kolding Kommunes Børneudvalg tidligere på året besluttede at indstifte prisen, som gives til en dagplejer, der i årets løb har vist godt kollegaskab og initiativ i forhold til at fastholde og udvikle Dagplejen som en god arbejdsplads.

Dagens Gossip