K: Børnecheck til EU-borgere bør prøves ved EU-Domstolen

Hverken De Konservative eller Liberal Alliance kan se det fornuftige i regeringens lovforslag, som giver alle EU-borgere ret til børnepenge fra første arbejdsdag i Danmark.

Sådan lyder det fra såvel De Konservatives skatteordfører, Brian Mikkelsen, som Liberal Alliances europaordfører, Mette Bock, om det lovforslag, som regeringen præsenterer mandag, og som skal gøre op med det såkaldte optjeningsprincip.

- Det vil ødelægge legitimiteten i samfundet, hvis man fremover kan komme hertil og få børnepenge til sine børn i hjemlandet uden at betale skat i Danmark.

- Vi står ved det optjeningsprincip på to år, som VK-regeringen indførte. Sagen bør prøves ved EU-Domstolen, siger Brian Mikkelsen i en skriftlig kommentar.

Ifølge det danske optjeningsprincip, som VK-regeringen indførte i 2010, kræver det to års arbejde i Danmark at få børnecheck, men siden sommer har regeringen på opfordring fra EU administreret imod det optjeningsprincip, som den nuværende danske lov indeholder.

Ifølge EU-Kommissionen er optjeningsprincippet nemlig imod EU's regler, da ophold og arbejde i andre EU-lande også skal tælle med.

Mette Bock (LA) mener dog, at regeringen giver efter for EU.

- Regeringen har desværre givet op uden kamp mod EU, og det er trist, for det kan meget let gå hen og blive et stort problem for den danske statskasse, hvis vi rundhåndet deler velfærdsydelser ud fra dag ét, siger Mette Bock i en pressemeddelelse.

- Det bør altså være et dansk anliggende at bestemme på hvilke præmisser, udefrakommende kan få del i danske velfærdsydelser.

- Det er helt rimeligt, at vi stiller nogle krav, som skal være opfyldt, før vi begynder at give enten børnepenge eller SU til borgere fra andre EU-lande, siger hun.

I stedet foreslår Liberal Alliance, at EU-borgere skal tegne en sundhedsforsikring, og derudover har man ikke ret til offentlige ydelser de første fem år, man er i Danmark.

/ritzau/

Dagens Gossip