K-borgmester: Vi bøjer os ikke for nogen Venstre-folk overhovedet

Den Konservative borgmester i Viborg Kommune er således klar til at tage kampen op mod Venstre ved det kommende kommunalvalg, efter Venstres borgmesterkandidat til byrådsvalget, Nina Hygum (V), har erklæret sig parat til at pege på Socialdemokraterne, hvis hun ikke selv kan blive borgmester.

Søren Pape Poulsen ser frem til udfordringen og sender en hilsen af sted til alle i Venstre:

»Bring it on, kære Venstre-folk. Jeg glæder mig til at hilse på jer den 20. november, og jeg skal garantere for, at det giver endnu mere energi til at vise, at vi nok skal holde fast i den Konservative borgmester i Viborg Kommune,« siger Søren Pape Poulsen fra talerstolen på de Konservatives landsråd til omfattende klapsalver fra tilhørerne i salen.

»Venstre må bare vænne sig til, at de Konservative har borgmesterposter over hele landet, og vi bøjer os ikke for noget eller for nogen Venstre-folk overhovedet. Det skal de bare se at få lært,« siger Søren Pape Poulsen.

Selv om de Konservatives tilslutning på landsplan er skrumpet betragteligt siden sidste kommunalvalg, forventer formand Lars Barfoed (K) fortsat at kunne fastholde partiets 12 borgmesterkæder ved kommunalvalget 19. november. Og den udmelding erklærer Viborg-borgmesteren sig enig i.

»Vi skal vise Venstre og Socialdemokraterne, at hvis de tror, at vi bliver udvisket fra danmarkskortet, så tager de fejl. Vi laver et kanon stærkt konservativt valg, og vi giver dem baghjul,« siger han og fortsætter:

»Nogle har sagt til mig »Er det ikke selvpineri, at en konservativ går og glæder sig til et valg?« Nej, det er det ikke. Jeg går og glæder mig til, at vi gør alle dommedagsprofetierne til skamme. Jeg tror nemlig på, at indsatsten belønner sig.«

Dagens Gossip

Dagens TV