K: Danskerne skal være trygge ved deres fødevarer

Skrevet af admin

18/08/2014

Mest læste i dag

Der er brug for en uvildig undersøgelse af Fødevarestyrelsens håndtering af listeria-sagen.

Det sige fødevareordfører Charlotte Dyremose (K), der kraftigt kritiserer Fødevarestyrelsens håndtering sagen.

- Der skulle have været reageret straks, da det blev klart, at listeriabakterierne stammede fra virksomheden Jørn A. Rullepølser. Det er helt essentielt, at danskerne kan være trygge ved de fødevarer, de køber, siger hun.

Sagen om det listeria-udbrud, som menes at have kostet 12 mennesker livet, stiller spørgsmålstegn ved, om der er blevet skåret for hårdt i udgifterne til den offentlige fødevarekontrol.

Men det værste, man kan gøre nu, er at lave en masse unødvendige undersøgelser, mener hun.

- Vi skal passe på, at vi ikke kommer til at skyde med spredehagl, bare fordi vi er nervøse. I denne her situation er det det målrettede, der har været mangelfuldt. Men en uvildig undersøgelse er vigtig for, at vi politikere bedst ved, hvordan vi skal agere, siger Charlotte Dyremose.

Enhedslistens fødevareordfører Per Clausen, mener, at virksomhedernes egenkontrol af fødevarer kan have taget overhånd.

- Fødevarestyrelsens redegørelse for spredningen af listeriabakterier viser, at selv om Fødevarekontrollen kontrollerer virksomhedernes egenkontrol efter reglerne, har det ikke i den aktuelle sag været i stand til at afsløre forekomsten af listeriabakterier.

- Derfor stiller sagen et alvorligt spørgsmålstegn ved, om det er forsvarligt at satse så ensidigt på egenkontrol, som EU's regler på dette område lægger op til, siger Per Clausen.

Fødevarestyrelsen har efterfølgende fået kritik for ikke at have reageret hurtigt nok, da den blev klar over, at der var en sammenhæng mellem lammerullepølser produceret i virksomheden og listeria-patienter.

Søndag påtalte fødevareminister Dan Jørgensen (S) alvorlige fejl i Fødevarestyrelsens håndtering af listeria-udbrud. Fødevarestyrelsen har som følge af udbruddet frataget beredskabschefen sit ansvarsområde for håndteringen af sagen.

/ritzau/