K: Dybt kritisk at opgive reform af bilafgifterne

Skrevet af admin

02/05/2015

Mest læste i dag

Det er kritisabelt, at regeringen opgiver reformen af bilafgifter på denne side af folketingsvalget, mener De Konservatives transport- og finansordfører, Mike Legarth.

- Det er vi skuffede over. Vi ville gerne have gjort bilafgifterne billigere. Det er en mærkesag for os, at det skal være billigere at købe en bil, og det skal være billigere at være bilist.

- Vi har end ikke set et udspil. Det er skuffende og dybt kritisk, siger Mike Legarth til Ritzau.

Det er skatteminister Benny Engelbrecht (S), som tidligere på ugen til Altinget udtalte, at der ikke bliver en reform af bilafgifterne før folketingsvalget.

Blandt andet var begrundelsen, at Engelbrecht mente, at det rent politisk ville være svært med en bred aftale.

- Vi har opfordret skatteministeren til forhandlinger, men vi har intet hørt fra ham. Det er dårligt politisk håndværk, at man ikke gør de ting færdige, som man har annonceret og vil bedømmes på, siger Mike Legarth.

Hen henviser til, at der i regeringsgrundlaget fra 2011 står, at en reform af bilafgifterne er på blokken.

- Der er ikke hoved og hale i den måde, vi betaler afgift på. Man betaler for eksempel afgift for sikkerhedselementer i bilen, og det burde man belønne og ikke straffe.

- Vi har i vores økonomiske plan selv afsat 700 millioner kroner til det, og vi er villige til at se på mere, siger Mike Legarth.

Regeringens mål var at lave en grøn og provenuneutral reform af bilafgifterne, hvis formål var at få bilkøberne til i højere grad at vælge de mest miljø- og klimavenlige biler.

Afgifterne skulle i højere grad opkræves ud fra bilens tekniske egenskaber såsom støj og forurening end bilens værdi.

/ritzau/