K: Energiforliget sejler med nye milliardafgifter

Skrevet af admin

28/11/2013

Mest læste i dag

Klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) må forklare, hvorfor varmekunderne efter nytår får en meget højere regning end aftalt i energiforliget.

Det siger De Konservatives energiordfører Mike Legarth, der raser over, at nye beregninger fra Dansk Fjernvarme viser, at alene den nye varmeafgift vil udløse en ekstraregning på op mod 3500 kroner. Han afviser at stemme for den nye afgift.

- Vi har lavet et energiforlig, men vi har ikke udskrevet en blankocheck til regeringen, som man bare kan påføre varmekunderne. Vi vil ikke støtte forslaget, og derfor kalder jeg ministeren i samråd, så han kan tage stilling til det. Det sejler jo åbenbart, siger han.

Ifølge Dansk Fjernvarme vil varmekunderne blive ramt af et gennemsnitligt prishop på fem procent. Det svarer til en regning på cirka 700 kroner, skriver Jyllands-Posten.

Men tallene dækker over store lokale forskelle afhængig af, hvilke brændsler varmeværkerne bruger, lyder meldingen.

- Regeringen er nødt til at holde sig til det energiforlig, der er aftalt, ellers er vi ikke en del af det, siger Mike Legarth til Ritzau.

Da Martin Lidegaard sidste år præsenterede regeringens grønne energiaftale, var meldingen, at den nye varmeafgift sammen med stigende elafgifter ville påføre en typisk husstand en regning på 1300 kroner i 2020.

Liberal Alliances energiordfører Villum Christensen mener, at energiforliget nu endegyldigt har vist sig at være en pengemaskine. Han opfordrer klimaministeren og de øvrige partier bag energiforliget til at kassere aftalen.

- Regeringen, V og K har netop lavet en finanslov, hvor boligejerne endte som de store tabere.

- Nu kan vi så se, at varmeregningerne vil galoppere derudaf i et hidtil ukendt omfang, og det er dybt skadeligt for selvsamme boligejere og ikke mindst erhvervslivet, siger Villum Christensen i en kommentar.

Også Venstre mener, at energiaftalen er på gyngende grund, og at regningen nu bliver større end aftalt.

Martin Lidegaard afviser over for Jyllands-Posten, at afgiftsjagten er kørt af sporet.

- Forsyningssikkerhedsafgiften er en vigtig del af finansieringen af energiaftalen og solcelleaftalen, og forslaget, som blev sendt i høring, holder sig til det, der er aftalt med forligspartierne, siger han til avisen.

/ritzau/