K er lunken om DF's 2020-plan: Ikke vores kop te

Skrevet af admin

09/06/2015

Mest læste i dag

Dansk Folkepartis forslag til en økonomisk 2020-plan får en kold skulder fra det mindste parti i blå blok.

De Konservative vender således tommelfingeren nedad til to centrale elementer i planen: Nemlig annullering af kommende selskabsskattelettelser, som Venstre har aftalt med regeringen, samt en årlig offentlig vækst på 0,6 procent.

- Det er en plan, der gør den offentlige sektor større, og den har desværre ikke nogen vækstinitiativer. Det er ikke lige vores kop te, siger De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen.

- Det er et led i det, vi ser generelt i denne her valgkamp. Mange partier har gode idéer, om hvor man skal bruge pengene. At skabe vækst og arbejdspladser, er ikke det, der fylder mest, siger han.

Ifølge DR vil Dansk Folkeparti sætte i alt 63,9 milliarder kroner af til blandt andet øget velfærd de kommende år. Den offentlige sektor skal styrkes, mens der skal spares på ulandsbistand og altså selskabsskattelettelser.

Søren Pape Poulsen erkender, at der vil komme nogle vanskelige forhandlinger med Dansk Folkeparti om den økonomiske politik, hvis blå blok vinder valget den 18. juni.

- Det bliver nogle tvister omkring den økonomiske politik. Det er jo der, hvor vi i hvert fald kommer til at skulle bøje arm. Vi er jo tre partier, der synes, at den offentlige sektor ikke skal være større, siger De Konservatives formand.

Også den liberale tænketank Cepos ser med skepsis på Dansk Folkepartis forslag om at aflyse selskabsskattelettelserne.

- Det er særdeles væksthæmmende, når DF foreslår, at man dropper lettelsen i selskabsskatten i 2016 for at bruge pengene i den offentlige sektor, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen.

25 af de knap 64 milliarder kroner i Dansk Folkepartis 2020-plan skal gå til ældreområdet. Børn og unge får 10 milliarder ekstra, mens politi og grænsekontrol får fem milliarder ekstra.

De udsatte har fået øremærket fire milliarder, og et beløb i samme størrelse er sat af til "et Danmark i bedre balance".

Yderligere skal forsvaret styrkes med tre milliarder, mens 12,9 milliarder skal udmøntes senere.

/ritzau/