K: Fælles it-platform kan stoppe fejlbehandling af døende

Skrevet af admin

03/07/2014

Dagens topnyheder

Det er fatalt, at døende patienter bliver fejlbehandlet i sundhedssystemet. Særligt fordi det burde være let at ændre, mener De Konservatives sundhedsordfører, Mai Mercado.

Udmeldingen kommer, efter at en rapport fra Kræftens Bekæmpelse ifølge Kristeligt Dagblad viser, at unødige fejl i sundhedsvæsnet udsætter uhelbredeligt syge og døende patienter for smerter eller andre symptomer, som ikke bliver lindret optimalt.

- Det burde være så simpelt. Det er ikke et spørgsmål om lægefaglighed. Det er et spørgsmål om kommunikation. Det ligner noget, der forholdsvist let ville kunne håndteres, hvis man agerede på det, siger Mai Mercado til Ritzau.

Ifølge rapporten sker fejlene hovedsageligt med medicineringen, fordi vigtige oplysninger ikke bliver videregivet mellem sundhedspersonalet, skriver Kristeligt Dagblad torsdag.

Men det problem kan løses med en fælles it-platform, mener den konservative politiker.

- Der er behov for mere end blot en elektronisk patientjournal, man skriver oven i hele tiden. Vi skal have en fælles platform, hvor man kan søge efter oplysninger, man har brug for, så vi opnår en bedre og mere koordineret brug af data.

- Det er en af løsningerne til fremtidens sundhedsvæsen, og det skal hellere ske i dag end i morgen, men selvfølgelig på en ansvarlig måde. Det burde stå øverst på samtlige sundhedspolitikeres ønskeliste, siger Mai Mercado.

Kommunikationsfejlene risikerer at betyde, at en døende patient ikke får ikke den smertelindrende medicin, som eksperter i lindrende behandling ellers har ordineret.

Men også problemer, der ikke handler om medicin, kan opstå, når kommunikationen halter. For eksempel kan en kræftpatient, der ønsker at dø i eget hjem, alligevel ende med at dø på sygehuset, fordi den praktiserende læge ikke er orienteret om ønsket.

Rapporten bygger på en analyse af 724 såkaldte utilsigtede hændelser, rapporteret til Dansk Patientsikkerheds Database i perioden fra 1. september 2010 til 31. januar 2013.

Den omhandler kræftpatienter, og 222 af de 724 fejlhændelser drejer sig om palliative patienter, som er døende eller uhelbredeligt syge og derfor har brug for lindrende behandling.

Mai Mercado overvejer at fremlægge et beslutningsforslag om platformen, som hun erkender er en løsning til "flere milliarder". Forslaget skal sende et signal til sundhedsminister Nick Hækkerup (S) om, at Konservative er klar til dialog.

/ritzau/