K-formand Søren Pape er valgt til Folketinget

Det lykkedes for De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, at blive valgt til Folketinget fra Vestjyllands Storkreds med 4,9 procent af stemmerne.

Den tidligere Viborg-borgmester havde på forhånd erklæret, at han ville forlade formandsposten, hvis det ikke lykkedes ham at blive valgt.

Men trods tilbagegang på landsplan skaffede Søren Pape Poulsen De Konservative en mindre fremgang i Vestjylland.

I 2011 opnåede partiet blot 3,8 procent af stemmerne i storkredsen, hvilket ikke rakte til mandater, men denne gang var 4,9 procent nok til at give partiformanden et folketingsmandat.

Søren Pape Poulsen slog torsdag aften fast, at han fortsætter som formand for De Konservative.

Det hører til sjældenhederne, at en partileder ikke opnår valg, hvis da ellers partiet bliver repræsenteret på Christiansborg.

Men med opstillingen af partiformand Søren Pape Poulsen i Vestjylland tog De Konservative en chance, da det for fire år siden ikke lykkedes Helge Adam Møller at blive valgt i Vestjylland.

Søren Pape Poulsen trak ved kommunalvalget i 2013 16,8 procent af stemmerne til partiet, da han var borgmester i Viborg.

Derimod bliver det et farvel til det erfarne SF-folketingsmedlem Steen Gade, idet partiet mister sit enlige mandat i storkredsen. Heller ikke Kristendemokraterne samlede stemmer nok til et mandat i Vestjylland.

De Radikales Andreas Steenberg bevarer sit mandat, og Alternativet kommer ind i det vestjyske.

Spidskandidat Sascha Qvortrup har imidlertid trukket sig, da hun kort efter valgudskrivelsen fik tilbudt sit drømmejob.

Da hendes tilbagetrækning kom sent i valgkampen, var det ikke muligt at ændre stemmesedlerne, og en stemme på hende talte derfor som en listestemme til partiet.

De to tilbageværende kandidater på stemmesedlen er René Gade fra Silkeborg og Jørn Trabjerg Pedersen fra Herning. En af dem står altså til at blive valgt for Alternativet, når de personlige stemmer tælles op fredag.

/ritzau/

Dagens Gossip