K: Ghettoudspil har kæmpe svaghed

Det skal være lettere for boligforeninger at smide problematiske familier på gaden. Og regeringens planer om at give gennemsnitsindkomst betydning for, om boligområder havner på den omstridte ghettoliste, skal droppes.

Sådan lyder kravene fra De Konservatives by- og boligordfører, Benedikte Kiær, efter at regeringen har løftet sløret for dele af ændringerne til den omdiskuterede ghettoliste, som præsenteres mandag.

- På den måde, som det nye indkomstkriterium er strikket sammen på, vil boligområderne sige nej til universitetsstuderende og folkepensionister, fordi de trækker indkomstgennemsnittet ned, siger hun og tilføjer:

- Med regeringens udspil bliver gennemsnitsindkomsten nemlig afgørende for, om et boligområde kommer med på ghettolisten eller ej. Det er en kæmpe svaghed, og det skal vi altså have lavet om.

I øjeblikket afgør hyppigheden af kriminalitet, arbejdsløshed og antallet af beboere med anden etnisk baggrund, om boligområderne havner på ghettolisten, der er en årlig opgørelse over Danmarks belastede boligområder.

Men fremover vil regeringen altså tilføje de to nye kriterier uddannelse og indkomst.

Samtidig kræver De Konservative, at familier, som ikke overholder reglerne i boligområder som Vollsmose, Gellerup- og Mjølnerparken, skal kunne opsiges hurtigere og nemmere end i dag.

- Det er et af de redskaber, vi ved virker, siger Benedikte Kiær, der også mener, at unge i områderne skal tilbydes flere og bedre fritidsaktiviteter end i dag.

Hun understreger dog, at der er gode takter i udspillet, der vidner om, at regeringen nu erkender nødvendigheden af at styrke indsatsen i de udsatte områder.

- Vi har hørt de røde partier brokke sig højlydt over listen tidligere, men nu tilslutter regeringen sig det arbejde, som den forrige regering har lavet for at få de her boligområder til at blive attraktive, siger Benedikte Kiær.

/ritzau/

 

Dagens Gossip