K: Heldagsskolen er død

Det er fornemmelsen hos den konservative børne- og undervisningsordfører, Vivi Kier (K), der forventer, at undervisningsminister Christine Antorini (S) er ved at gøre klar til at skrotte planerne om at blande faglig undervisning og fritidsaktiviteter i løbet af en lang skoledag.

Tirsdag aften genoptages forhandlingerne om folkeskolereformen efter en kort pinsepause, og alene det er ifølge Vivi Kier et tegn på, at heldagsskolen er på vej i graven.

»Vi stiller et ultimativt krav om, at man piller aktivitetstimerne af bordet. Når nu ministeren indkalder til forhandlinger igen, må det være fordi, at hun har lyttet til vores krav,« siger K-ordføreren.

De Konservative betegner heldagsskolen som et »misk-mask« fritid og faglighed - især på grund af de omstridte aktivitetstimer, som partiet altså kræver opgivet.

»Hvis aktivitetstimerne forsvinder, er heldagsskolen død. Så kan vi i stedet begynde at tale om indhold og om, hvordan vi højner det faglige niveau,« siger Vivi Kier.

Det ventes ikke, at forligspartierne bliver enige om en aftale tirsdag. Forhandlingerne om folkeskolereformen fortsætter onsdag og torsdag.

Dagens Gossip