K kræver færre timer for en lektiecafé

Forslaget fra De Konservative om at skubbe spørgsmålet om lektiehjælp i folkeskolen til efter et folketingsvalg vil betyde en skoleuge på højst 33 timer.

Et farvel til den obligatoriske lektiecafé vil som minimum trække "et par timer" ud af regeringens seneste udspil på 35 timer om ugen, lyder det fra undervisningsordfører Vivi Kier (K).

- Vi synes, at 35 timer om ugen for alle elever fra 4. klasse er alt for meget. Det indbefatter en tvungen lektiecafé, og det kan vi ikke acceptere.

- Vi er villige til at diskutere, hvor mange timer vi skal trække ud af regeringens udspil i forhold til en lektiecafé. Men det er klart, at i hvert fald et par timer skal minimum trækkes ud af skoleugen, siger hun.

De Konservative er en del af forligskredsen bag folkeskolen. Derfor kan partiet blokere for, at en ny folkeskolereform kan træde i kraft på denne side af et folketingsvalg.

Med partiets forslag om at pille lektiehjælpen ud af skolereformen, vil det dog fortsat være muligt at indføre det, hvis der er flertal for det efter et folketingsvalg.

Flere partier har opfordret De Konservative til at droppe modstanden mod lektiehjælpen, så der kan landes en aftale. Senest har Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen beskyldt De Konservative for at lave et mediestunt og trænge sig selv op i en krog.

Men det afvises blankt af Vivi Kier.

- Alle forligspartnere har mulighed for at bruge deres veto. Og fra dag ét i forhandlingerne har vi været ude og sige, at heldagsskolen med tvungen lektiecafé er vi så inderligt imod, og det kan vi ikke acceptere.

- Frem for at vi bremser fuldstændig op, afleverer vetokortet og går, så der ikke kan gøres noget før efter et folketingsvalg, så synes jeg faktisk, at vi prøver at være konstruktive, siger hun.

Samtidig slår Vivi Kier fast, at det ikke er et formildende element, hvis den obligatoriske lektiecafé indrettes på en måde, så elever, der ikke har brug for det eller hellere vil lave lektier derhjemme, kan bruge tiden på andre ting såsom virksomhedsbesøg.

- Det er det ingenlunde. Jeg synes også, det er helt urimeligt at sige, at de elever, der har brug for at få lavet lektier, skal sidde på lektiecafé, mens de elever, der ikke har brug for det, skal ud og lave noget spændende.

- Det må være sådan, at vores elever ved, hvornår de har fri, og hvornår de er i skole.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV