K kyler S ud af Hillerøds borgmesterkontor

Skrevet af admin

20/11/2013

Mest læste i dag

16 års socialdemokratisk styre i Hillerød Kommune er slut.

Efter en overraskende konstituering på valgnatten er socialdemokraten Kirsten Jensen skiftet ud med Dorte Meldgaard (K) på borgmesterposten.

Dermed viste prædikatet om at være en mulig svingkommune sig at holde stik i det nordsjællandske.

Den nye titel får da også begejstringen frem hos den lidt overrumplede, nyudnævnte borgmester.

- Det er underligt. Jeg havde selvfølgelig håbet på det, men det var urealistisk. Jeg skal lige fordøje det, men det er dejligt, siger Dorte Meldgaard til Ritzau.

Det var første gang, at hun var med til at forhandle ved et konstitueringsmøde, men det viste sig, at hun havde styr på taktikken.

Socialdemokraterne måtte overlade borgmesterkæden til en borgerlig, selv om partiet gik frem og nu sidder på otte mandater i byrådet.

Det stod dog klart, at Socialdemokraterne ikke kunne mønstre det fornødne flertal med valgforbundsfællerne fra Fælleslisten og SF. Derfor blev Meldgaard inviteret med til forhandlingerne. Hendes pris var borgmesterposten, og den fik hun altså.

Den konservative borgmester bliver samlet støttet af Socialdemokraterne, SF, De Radikale, Fælleslisten.

Samarbejdspartierne er derfor de samme som for fire år siden, mens De Konservative er sprunget fra et samarbejde med Venstre og Dansk Folkeparti. Det er derfor blot en ny partifarve, der har sat sig i spidsen, påpeger Dorte Meldgaard.

Hun erkender dog, at De Konservative har lidt andre mærkesager end Socialdemokraterne. Men nye borgmester forventer samtidig ikke, at skiftet i kommunen kommer til at ændre meget.

Det største parti i kommunen er Venstre, der tager sig af ni pladser, men partiet blev altså forbigået i valgnattens magtspil.

I Hillerød var det ligesom mange andre steder SF, der fik de største vælgersmæk. Partiet gik tilbage med 6,4 procent og måtte derfor afgive to mandater i byrådet.

/ritzau/