K modsætter sig sammenlægning af tre dannelsesfag

Skrevet af admin

07/04/2016

Dagens topnyheder

Det absolut vigtigste for De Konservative i forhandlingerne om et nyt gymnasium er at sikre den almene dannelse. Og derfor vil partiet ikke gå med til regeringens forslag om at slå fagene historie, oldtidskundskab og religion sammen.

- Det er det absolut vigtigste for os: At undgå at udvande de tre fag. Og det vil man gøre ved at lægge dem sammen. Hvis andre vil udlægge det som et veto, er det fint med mig, siger uddannelsesordfører Mai Mercado.

Hun mødes torsdag middag med undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V), og her vil ordføreren understrege, at det ikke alene er nok at beholde de tre fag adskilt - den almene dannelse skal også styrkes.

- Det har eleverne brug for i en tid, hvor det bliver vanskeligere at finde sit værdimæssige fodfæste. Det har aldrig været vigtigere at sikre den almene dannelse, siger Mai Mercado.

Ellen Trane Nørby siger i et interview med Kristeligt Dagblad, at sammenlægningen sætter fokus på elevernes innovative, digitale og globale kompetencer.

- Jeg tror, vi kan skabe en masse synergi i et samlet historisk-humanistisk kulturfag, som rummer refleksion over alt fra livets mening til det samfund, man er en del af, siger ministeren til avisen.

I regeringens udspil hedder det, at de tre traditionelle dannelsesfag samles i én faggruppe for at "styrke den humanistiske almendannelse". Der skal kun afholdes én mundtlig prøve. Men det samlede timetal for de tre fag ændres ikke.

Spørgsmål: Regeringen forsikrer, at eleverne stadig vil have det samme antal timer til de tre fag - hvad er så problemet?

- Vi ved jo godt alle sammen, at eleverne vil gå mindre op i det, når det er én fælles eksamen i stedet for, at de kan blive udtrukket i hvert enkelt fag, siger Mai Mercado.

- Der er ingen tvivl om, at hvis man lægger de tre fag sammen, vil de blive reduceret hver især.

Mai Mercado anerkender, at der også er andre gymnasiefag, der sikrer den almene dannelse. Men religion, oldtidskundskab og historie har i hendes optik en helt særlig karakter:

- Det er fag, hvor man kritisk reflekterer, debatterer og får nogle filosofiske betragtninger.

Direkte adspurgt om De Konservative kan være med i en gymnasieaftale, hvor de tre dannelsesfag er lagt sammen, lyder Mai Mercados svar:

- Jeg har svært ved at se, at regeringen ikke kommer til at bøje sig.

Både Historielærerforeningen og Religionslærerforeningen frygter, at fokus i det nye store fag vil være på de emner, der egner sig bedst til at gå op tværs af de tre fag, skriver Kristeligt Dagblad.

Det er erfaringen fra HF, hvor historie allerede er lagt sammen med religion og samfundsfag.

/ritzau/