K: Norsk snuhed skal stoppe lommetyve

De norske betjente i en særlig indsatsgruppe mod lommetyveri har plastik-telefoner med i lommen, når de er ude og jagte lommetyve.

Hvis de ser en potentiel tyv, hiver de telefonen frem og lader som om de taler i den. Når telefonen er tilbage i lommen slår tyvene til - og det samme gør betjentene.

På den måde sparer politiet tid, fordi betjentene ikke behøver at vente på, at lommetyvene slår til mod en civil borger.

Siden 1 august 2012 har Oslos politi anholdt 100 lommetyve. De 30 af dem røg i plastik-telefon-fælden. En dømt lommetyv ankede sin dom, fordi han mente, at politiet havde opfordret ham til at stjæle plastik-telefonen fra en betjents lomme.

Men det afviste den norske Lagmannsretten.

Og metoden er heller ikke ulovlig herhjemme, mener de konservatives retsordfører Tom Behnke:

- Der er intet ulovligt i det, for politiet opfordrer jo ikke til noget som helst.

Telefonerne ser ganske vist indbydende ud, men kun for dem, der har planlagt at begå lommetyveri, siger han til DR Nyheder.

SF's retsordffører Karina Lorentzen vil gerne have Justitsministeriets embedmænd til at se på paragrafferne, inden metoden kan benyttes.

Men hun vil kun agere, hvis politiet selv beder om det.

- Hvis politiet vil bruge metoden og den holder sig inden for lovens rammer, så er der grønt lys fra SF, siger hun.

Den radikale fungerende politiske ordfører, Rasmus Helveg er bekymret for, at politiet vil komme til at overtræde loven, siger han.

- Politiet skal have de redskaber, det har brug for til at fange lommetyve. Men metoden her ligger i en gråzone.

Men den konservative Tom Behnke mener altså, at politiet skal udnytte erfaringerne fra Norge:

- Vi behøver ikke opfinde den dybe tallerken hver gang. Politiet skal lære af andre politistyrker og den norske metode lader til at være effektiv og billig. Derfor mener jeg, at dansk politi skal gøre det samme, siger han til DR Nyheder.

Herhjemme er Rigspolitiet tøvende over for at kopiere normændenes metode, fordi den ligger i en gråzone, siger kommunikationsrådgiver, Carsten Andersen:

- Det er ikke et system, vi på nogen måde anvender i Danmark. Men vi holder selvfølgelig, som altid, øje med, hvilke metoder andre landes politistyrker bruger. Det kan vi godt lade os inpirere af.

Carsten Andersen kan ikke på nuværende tidspunkt sige, om de norske erfaringer inspirerer dansk politi til at købe et parti plastik-telefoner.

 

Dagens Gossip