K og DF lykønsker britiske "tory'er"

Skrevet af admin

08/05/2015

Dagens topnyheder

Hos De Konservative i Danmark er der jubel over, at den konservative britiske premierminister David Cameron har sikret sig en sejr til "tory'erne" ved det britiske valg.

Gruppeformand Brian Mikkelsen mener, at Cameron udmærker sig ved at føre en erhvervsvenlig politik og sikre økonomisk vækst i Storbritannien, der er et af Danmarks vigtigste eksportmarkeder.

- Alle, også ikke-konservative, burde klappe i hænderne, siger Brian Mikkelsen.

David Cameron har lovet briterne, at de får lov til at stemme om landets tilhørsforhold til EU, men Brian Mikkelsen mener ikke, at den konservative valgsejr indebærer en risiko for, at briterne forlader unionen.

- Camerons indgang til den folkeafstemning vil være, at de skal blive i det europæiske samarbejde.

- Netop det, at han vinder, gør, at de vil blive i EU. Labour vil være for, og hvis Labour havde vundet magten, havde De Konservative måske kæmpet imod. Men nu har Cameron et ansvar som premierminister, siger Mikkelsen.

Også fra Dansk Folkeparti lyder lykønskninger til de britiske konservative. Partiformand Kristian Thulesen Dahl mener dog modsat Brian Mikkelsen, at valgresultatet betyder, at presset på EU fortsætter.

- Nu skal vi med folketingsvalget sikre, at Danmark er et land, der støtter Storbritanniens kamp, skriver Kristian Thulesen Dahl i en kommentar.

Det Konservative Parti ligger ifølge en BBC-prognose fredag morgen til i praksis at få flertal med 325 sæder - det er halvdelen af pladserne i Underhuset.

Herhjemme står det noget mere sløjt til med konservatismens tag i vælgerne. Under fire procent af vælgerne vil ifølge den seneste måling fra Voxmeter stemme konservativt.

Brian Mikkelsen lægger ikke skjul på, at hans parti gerne vil lære af den britiske konservative succes, og partiet har haft folk ovre for at studere Camerons kampagne.

Labours leder Ed Miliband peger blandt andet på en "bølge af nationalisme" i Skotland som årsag til Labours tilbagegang. Men det mener Brian Mikkelsen ikke er den væsentligste forklaring.

- Det afgørende er, at De Konservative er gået frem, siger han.

/ritzau/