K: Overskridelse af kræftfrister er »ikke godt nok«

Sådan lyder kommentaren fra de Konservatives sundhedsordfører Benedikte Kiær (K), efter at tal for behandlingstiderne for 32 forskellige kræftsygdomme er offentliggjort.

»Jeg synes, det er bekymrende, at kun omkring halvdelen af patienterne med prostatakræft bliver operereret inden for den fastsatte tidsfrist. Og for de store kræftsygdomme som lungekræft og brystkræft overskrides tidsfristerne for hver fjerde patient. Det er ikke godt nok,« siger Benedikte Kiær.

Tallene viser, at det på landsplan er 78 procent af patienterne, der kommer gennem kræftbehandlingen inden for de vedtagne tidsfrister, mens hver femte ikke når i mål i tide.

»Det er et gennemsnitstal, der dækker over store forskelle i de enkelte former for kræft. Jeg synes, man bør dykke ned i tallene og få analyseret nærmere, hvad der ligger til grund for, at nogle kræftformer ikke overholder fristerne,« siger Benedikte Kiær.

Hun mener, at regionerne med fordel kunne bruge privathospitalerne og eksempelvis købe skanninger, der kunne speede behandlingsforløbet op.

»I stedet for at bekæmpe privathospitalerne bør man bruge dem som samarbejdspartner og få kørt undersøgelser igennem her. Det dur ikke, der er flaskehalse eksempelvis på røntgenområdet, når der er masser af kapacitet på privathospitalerne,« siger Benedikte Kiær.

Kræftlæger peger i Berlingske på, at nogle patienter selv ønsker at udsætte behandlingen nogle dage. Desuden har nogle patienter andre skavanker, der skal bringes under kontrol, før de kan gennemgå en stor kræftoperation.

»Jeg synes, ministeren bør overveje en registrering af de personer, der selv har ønsket at udskyde behandlingen, så vi kan få korrigeret tallene for det,« siger Benedikte Kiær.

Tallene for kræftbehandlingen stammer fra den første nationale monitorering af de såkaldte kræftpakker, som blev indført i 2008 og 2009 for at sikre patienterne en hurtigere udredning og behandling.

Dagens Gossip