K: Stop danske velfærdsydelser til EU-borgere

De Konservative vil have regeringen med i en fælles aftale for at modstå EU-pres på det danske velfærdssystem.

Uden et nationalt kompromis risikerer velfærdssystemet at skvatte sammen som følge af en række EU-afgørelser, der giver borgere fra andre medlemslande ret til at modtage børnepenge og uddannelsesstøtte.

Det vurderer De Konservatives gruppeformand, Brian Mikkelsen, over for Berlingske.

- Hele vores velfærdsmodel er under pres. Vi kan ikke have den samme velfærdsstruktur i Danmark om 10 til 20 år, hvis man ikke sætter et værn op, og kigger på hele finansieringsstrukturen, siger han til avisen.

Han erkender samtidig, at den forhenværende borgerlige regering ikke gjorde nok for at forhindre, at andre EU-borgere kan tappe af de velfærdsydelser, som indbyggere i Danmark betaler for via skatten

- Vi kunne se, at der hele tiden var små tilløb til, at systemet kunne blive undermineret, men vi tog ikke nok fat. Nu bør der laves et nationalt kompromis mellem regeringen og de ansvarlige borgerlige partier, opfordrer Brian Mikkelsen.

Aftalen skal indeholde nogle "mekanismer", så velfærdssystemet kan bevares, forklarer han.

Ifølge Berlingske støtter Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten forslaget om en bred aftale i Folketinget.

Men partierne er også enige om at afvise Brian Mikkelsens tanker om at sætte skatterne ned og så til gengæld indføre et system, hvor folk for eksempel forsikrer sig for at kunne modtage uddannelsesstøtte.

Blandt andet derfor tvivler Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, på, at det er muligt at opnå en aftale i så "bred en kreds".

Socialdemokraterne mener, at Brian Mikkelsen maler fanden på væggen og overdriver truslen om, at velfærdssamfundet er på vej til at kollapse.

- Jeg deler ikke det sortsyn, siger Ane Halsboe-Jørgensen, næstformand i den socialdemokratiske folketingsgruppe, til Berlingske.

/ritzau/

Dagens Gossip