K tilfreds med suspenderede ejendomsvurderinger

»Det er positivt. De nuværende ejendomsvurderinger er som et hestemarked, hvor tilfældighederne råder, og det skaber usikkerhed omkring økonomien for alle danske familier,« siger han.

»Fokus bør nu være på at samle op og sikre, at de mennesker, der har betalt for meget i ejendomsskat, får deres penge tilbage i stedet for at lave et nyt tåbeligt system,« pointerer Brian Mikkelsen.

Flere medier har erfaret, at skatteminister Holger K. Nielsen (SF) onsdag fremlægger en model for, hvordan boligejere, der har betalt for meget i boligskat på baggrund af forkerte vurderinger i 2011, får deres penge tilbage. Her vil han også præsentere regeringens bud på et nyt ejendomsvurderingssystem, som skal sikre bedre og mere præcise ejendomsvurderinger i fremtiden.

Rigsrevisionen vurderede tidligere på året, at der var fejl i tre ud af fire vurderinger, hvoraf 41 procent af boligerne blev vurderet for højt.

»Derfor er vores forslag, når vi forhandler med skatteministeren, at man bruger kræfter på at sørge for de mennesker, der har betalt for meget i ejendomsskat helt tilbage til 2003. De skal jo have deres penge tilbage. Det vil være rimeligt,« siger Brian Mikkelsen, der også vil fastfryse grundskylden, så »der bliver ro omkring familiernes økonomi«.

Regeringens løfte om tilbagebetaling gælder stadig kun de boligejere, som har fået deres hus vurderet for højt i den seneste ejendomsvurdering fra 2011.

Ifølge Berlingske vil skatteministeren efterfølgende indkalde Folketingets partier til forhandlinger, da det vil kræve en ændring af loven at rette op på de mange fejl ved Skats ejendomsvurderinger.

Dagens Gossip

Dagens TV