K: Tyrkiet laver afpresning af EU med flygtninge

Skrevet af admin

16/10/2015

Mest læste i dag

EU sender tre milliarder euro (cirka 22,5 milliarder kroner) til Tyrkiet, som får lempet visumregler for tyrkere, ved at gribe ind mod Europas værste flygtningekrise siden Anden Verdenskrig. Dermed har Tyrkiet haft held med politisk afpresning.

Det siger De Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader, om aftalen mellem EU-Kommissionen og Tyrkiet, som EU's stats- og regeringschefer godkendte ved topmødet i Bruxelles sent torsdag aften.

- Det er ren afpresning fra Tyrkiet, som har presset EU til disse aftaler. Hovedårsagen til flygtningepresset er, at Tyrkiet har åbnet grænserne. De fleste kommer direkte fra Tyrkiet. Før var det svært af forlade Tyrkiet mod EU, siger Naser Khader

Tyrkiet kræver økonomisk hjælp til at huse to millioner syriske flygtninge. Desuden vil tyrkerne have lempet visumreglerne til EU og bedre handelsaftaler. Men Tyrkiet kan skyde en hvid pind efter EU-medlemskab, mener Naser Khader.

- Jeg kan ikke forestille mig Tyrkiets optagelse i EU i min levetid. Det kunne jeg for tyve år siden, før (præsident Recep Tayyip) Erdogan begyndte at islamisere Tyrkiet, siger Naser Khader.

Mange arabere er strømmet til, siden Tyrkiet for fem år siden sløjfede nødvendigheden af visum til personer fra arabiske lande, der rejser til Tyrkiet. Nu er Tyrkiet det foretrukne feriemål for lande i Den Persiske Golf, forklarer han.

Flygtningestrømmen forstærkes, fordi migranter køber syriske pas af syriske ambassadefunktionærer i Istanbul, siger Naser Khader.

- Man er naiv, hvis man tror, at alle er syrere, som flygter fra Syrien. Nogle udnytter den syriske tragedie, siger han.

Vesten skal hjælpe de 14 millioner internt fordrevne i Syrien ved at oprette en flyveforbudszone i landet, mener Naser Khader.

- Hvis man virkelig er humanist, skal man sætte fokus på Syrien og nærområderne, siger Naser Khader.

/ritzau/