K: V drejer på tallerken om børnecheck

Skrevet af admin

16/07/2015

Dagens topnyheder

Venstre skal afvise at udskrive børnecheck til EU-borgere, som kun arbejder kort tid i Danmark.

Det siger De Konservatives finansordfører, Brian Mikkelsen.

I opposition kritiserede Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, kraftigt SR-regeringen for at give børnecheck til EU-borgere i strid med dansk lov. Nu er V-regeringen på tilbagetog.

I et lovforslag, som før sommerferien blev fremsat af Venstre, og som skal gøre det sværere for flygtninge at få dansk børnecheck, fremgår det, at EU-borgerne beholder deres rettigheder.

- Vi stod sammen med Venstre om, at man må yde, før man nyder i det danske velfærdssystem. Jeg deltog ved masser af møder i Skatteministeriet med Venstres folk som Claus Hjort Frederiksen (nuværende finansminister fra V, red.), siger Brian Mikkelsen.

Han skoser V-regeringen for nu at følge EU.

I 2014 fandt Løkke det skandaløst, at SR-regeringen ikke fulgte dansk lov, hvor EU-borgere optjente børnecheck efter to års arbejde, skriver Jyllands-Posten.

- Nu ser det ud som om, Venstre vil gå væk fra alle de ting, som vi var enige om at kæmpe for, siger Mikkelsen.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, forsvarer sig i Jyllands-Posten.

- Vi må jo nok erkende, at vi sidste forår stødte på nogle udfordringer i EU-systemet omkring optjeningsprincippet, siger han.

Derimod er De Konservative klare i mælet, siger Brian Mikkelsen.

- Hvis velfærdssamfundet skal bestå, så er det vigtigt, at man bidrager til det, og ikke blot modtager. Derfor er denne sag så principielt vigtig for os. Den holdning har Venstre tidligere haft. Det håber jeg, at de vender tilbage til, siger Brian Mikkelsen.

De Radikale beskylder Venstre for drilleri og dobbeltmoral. Partiet mente ét i opposition og noget andet i regering. Nu er Venstre enig med SR-regeringen, som man før angreb, siger Andreas Steenberg, som sidder i Folketingets social- og indenrigsudvalg.

- Jeg er tilfreds med Venstres ny holdning. Når folk fra andre EU-lande arbejder i Danmark og betaler skat, så er det rimeligt, at de også får goderne, siger Andreas Steenberg.

/ritzau/