K vil bevare missilforsvar mod Rusland

Skrevet af admin

15/07/2015

Dagens topnyheder

Danmark skal gå med i USA's missilforsvar, selv om Iran dropper atomvåben i aftalen med USA, Rusland, Kina, Frankrig, Tyskland, Storbritannien og EU. Missilforsvaret skal ikke sikre os mod Iran, men mod Rusland.

Det siger De Konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov.

- Siden 2009 er Rusland blevet en meget større trussel, end Iran nogensinde har været. Rusland opfører sig ekstremt aggressivt overfor europæiske lande, inklusiv Danmark. Så vi mener, at der stadig er behov for et missilforsvar, siger Rasmus Jarlov.

Efter Iran-aftalen kræver den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, at USA og Nato sløjfer missilforsvaret i Europa. Hvis Irans atomtrussel er slut, er der ikke længere grund til at opstille missilforsvaret tæt på Rusland, lød hans budskab tirsdag i Wien.

- Vi husker nok alle, at (USA's præsident) Obama i april 2009 sagde i Prag, at hvis der findes en løsning på det iranske atomprogram, så forsvinder behovet for at skabe den europæiske del af missilforsvaret, sagde Sergej Lavrov ved pressemødet i Wien.

Hans budskab er i modstrid med Ruslands militære trusler, mener Rasmus Jarlov.

- Rusland fingerer luftangreb mod Danmark på Bornholm. Så vi har behov for at øge vort forsvar, siger han.

Rusland holdt for nylig en massiv militærøvelse i Arktis med 38.000 soldater. Missilforsvaret optrapper militær spænding, men er nødvendigt, mener Rasmus Jarlov.

- Hvis historien har lært os noget, så er det, at russerne skal have et modsvar på deres aggressioner. Rusland har annekteret et land (Krim-halvøen, red.) fuldstændig uden grund. De afholder øvelser i dansk luftrum, siger Rasmus Jarlov.

Den russiske ambassadør, Mikhail Vanin, har advaret om atomangreb mod danske krigsskibe, hvis Danmark deltager i missilforsvaret.

/ritzau/