K vil indføre vejskat kun for udenlandske bilister

Skrevet af admin

24/04/2015

Mest læste i dag

Udenlandske bilister, der kører på de danske motorveje, skal i fremtiden betale for deres slid på vejene i form af en vejafgift.

Det foreslår De Konservative, der henviser til Tyskland, hvor bilisterne fra næste år skal betale op mod 1000 kroner om året for at slide for landets motorveje, skriver Berlingske.

- Der er ingen rimelighed i, at vi skal betale for at vedligeholde de tyske motorveje, hvis tyskerne ikke skal betale for at vedligeholde de danske. Det må være de samme regler. Derfor foreslår jeg på vegne af Det Konservative Folkeparti, at vi reformerer vores afgiftsbetaling ligesom tyskerne, siger partiets transportordfører Mike Legarth til avisen.

Indtægterne fra vejafgifterne skal ifølge De Konservative bruges til at kompensere danske bilister ved at sænke registreringsafgiften med 700 millioner kroner. Forslaget får opbakning fra Dansk Folkeparti.

Venstre derimod afventer erfaringerne fra Tyskland, der også er kommet i problemer med EU-Kommissionen, som mener, at Tysklands model er diskriminerende mod andre landes EU-borgere. Liberal Alliance afviser idéen.

Afgifter for at køre på motorvejen er udbredt i flere europæiske lande.

Østrig, Schweiz, Spanien og Italien har i årevis opkrævet penge, men i modsætning til i Tyskland betaler landets egne borgere også for at køre på vejene uden at blive kompenseret i andre udgifter, som det er tilfældet i Tyskland.

Mens der bliver lyttet til forslaget med interesse i den borgerlige blok på Christiansborg, vender de danske sommerhusejere tommelfingeren nedad.

- For os vil det her bare være en skat på vores tyske turister, som kommer hertil i bil. Sidste år havde vi 16,5 millioner overnatninger, hvoraf over 10 millioner var tyske. De skaber en omsætning på otte milliarder kroner. Så det, vi kan kradse ind på det her, vil vi miste i tabt indtægt, siger Carlos Vilaro Lassen, direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening, til Berlingske.

/ritzau/