K vil lukke havelågen for offentligt tjek

Skrevet af admin

08/04/2015

Mest læste i dag

Grænsen går ved havelågen, når Skat, Arbejdstilsynet og andre offentlige kontrollanter gransker borgerne. Fremover skal Skat have en dommerkendelse, før de må forcere havelågen for at tjekke sort arbejde.

Det siger De Konservatives gruppeformand, Brian Mikkelsen, efter at en en analyse fra den juridiske tænketank Justitia ifølge dagbladet Information viser, at offentlige myndigheder får stadig lettere adgang til privat ejendom uden dommerkendelse.

- Det er stærkt problematisk. Det er en glidebane, når der er 268 hjemler, som myndighederne har fået, så de kan komme ind på folks private grund, virksomhed og hus uden en dommerkendelse, siger Brian Mikkelsen

Skat kan uden dommerkendelse gå ind i private haver for at tjekke sort arbejde. Fra 2008 til 2014 kom der under VK-regeringen og S-R-SF-regeringen henholdsvis 37 og 36 nye hjemler, som giver myndighederne adgang til privat ejendom uden en retskendelse.

Det er uacceptabelt, mener Brian Mikkelsen.

- Mine forældre, som får en kop kaffe i deres have, kan opleve, at Skat bare braser ind uden nogen som helst form for dommerkendelse. Vi skal have stoppet den glidebane, siger han.

Brian Mikkelsen har fået Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti med bag et forslag, så Skat skal have en dommerkendelse, før de må forcere havelågen. Siden skal der granskes 268 offentlige hjemler, som giver offentlig adgang, mener han.

- Det bliver lidt for bekvemt for de offentlige myndigheder. Hvad enten man er Naturstyrelsen, Arbejdstilsynet eller Skat, kan man bare få denne hjemmel. Så behøver man ikke stå til ansvar for nogen, siger Brian Mikkelsen.

Folketinget bør vedtage, at myndighederne skal have en dommerkendelse. Så viser partierne, at de står på borgernes, ikke statens side, siger han.

/ritzau/