K vil straffe praktiksnydere hårdere

»Det er jo socialt bedrageri. Det er foragteligt, og vi kan på ingen måde acceptere det,« siger arbejdsmarkedsordfører Benedikte Kiær (K) om resultatet af en undersøgelse fra Berlingske Research.

Den viser, at blandt 5.000 nystartede virksomheder er godt 500 i løbet af de seneste fem år blevet kontaktet af ledige, der ønsker at indgå proformaaftaler for at undgå aktivering. 350 firmaer spredt på 80 kommuner oplyser i undersøgelsen, at de kender et eller flere konkrete eksempler på, at en ledig har indgået en proformakontrakt med en virksomhed i deres kommune.

Benedikte Kiær påpeger, at hammeren skal falde hårdere, og den nye kontanthjælpsreform giver mulighed for skærpede sanktioner.

»Vi mener, det er i orden, at stærke kontanthjælpsmodtagere kan få frataget op til tre måneders kontanthjælp, hvis de med fortsæt ikke lever op til rådighedskravet,« siger hun.

Den socialdemokratiske arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen (S), mener ikke, at hårdere straf er vejen frem. Han peger i stedet på øget oplysning.

»Det er bare typisk de borgerlige: Hver eneste gang et almindeligt menneske gør noget, som ikke er inden for reglerne, skal de straffes. De Konservative vil jo altid piske de små. Var det arbejdsgiverne, så ville de ikke noget som helst. Jeg mener ikke, sanktioner er svaret på alt,« siger han og uddyber:

»Vi har et sanktionssystem, som er rimelig hårdt i forhold til mange andre lande. Jeg synes ikke, vi behøver at stramme det yderligere,« siger han.

Tallene fra Berlingske Research kommer bag på den radikale arbejdsmarkedsordfører, Nadeem Farooq (R):

»Det lyder som et overraskende og bekymrende stort tal,« siger han og tilføjer:

»Jeg ser det som symptom på, at der er udfordringer i vores arbejdsmarkedspolitik - at for meget desværre er blevet for bureaukratisk og for meget lagt an på aktivering for aktiveringens skyld. Vi har allerede taget et opgør med toppen af nytteløs aktivering, og regeringen lægger nu op til at tage et røntgenbillede af hele arbejdsmarkedspolitikken,« siger han.

Dagens Gossip