Kabalen er endnu ikke gået op i Hvidovre

Skrevet af admin

20/11/2013

Mest læste i dag

Helle Adelborg (S) kan endnu ikke være sikker på, om hun bliver nødt til rykke ud af borgmesterkontoret.

Indtil videre ser de borgerlige ud til at have fået flertal i Hvidovre. Alligevel øjner Socialdemokraterne en chance for at beholde borgmesterposten.

- Vi arbejder med en model, hvor vi laver en bred konstituering, hvor vi får borgmesterposten. Det viser sig her til morgen, at de borgerlige partier ikke er blevet enige, siger kommunalbestyrelsesmedlem Dan Højgaard (S).

Mens både Socialdemokraterne og Enhedslisten er gået frem med et mandat, taber SF hele tre mandater. Dermed ser der ud til at være et lille flertal til den borgerlige blok. Venstre, De Konservative, og Dansk Folkeparti er i valgforbund med tre lokallister.

Ifølge Socialdemokraterne er det dog ikke lykkedes de borgerlige at blive enige om, hvem der skal have borgmesterposten.

- Vi er overbeviste om, at den kabale ikke vil løse sig. Situationen er, at Dansk Folkeparti og Hvidovrelisten ikke vil pege på hinanden, siger Dan Højgaard.

Arne Bech, tidligere socialdemokrat og formand for partiet Hvidovrelisten, afviser dog, at partiet kan samarbejde med Socialdemokraterne.

- Det bliver ikke aktuelt, siger han og fortsætter.

- Vi er sammen med de tre borgerlige partier, og vi går efter at konstituere os på den bedst mulige måde. Som det ser ud nu, har vi flertallet.

Dansk Folkeparti ser ud til at blive det største parti i valgforbundet, mens den eneste af lokallisterne, der ser ud til at blive valgt ind, er Hvidovrelisten.

Resultatet ventes at være klar klokken 15.00 onsdag.

/ritzau/