Kabeltyveri aflyser flere S-tog onsdag morgen

Kabeltyve har i nattens mulm og mørke været ude og klippe kabler ved Vallensbæk i småstykker.

Det betyder, at der i morgentrafikken er indført 20 minutters drift på linjerne A og E. Der er ligeledes sat busser ind mellem Hundige og Åmarken. Det oplyser Banedanmark.

- Tyvene har klippet de såkaldte returkabler i småstykker, men vi har endnu ikke et overblik over, hvor meget kabel, de har fået med sig, siger Claus Christiansen, der er sektionschef for Trafikstyring S-bane hos Banedanmark.

Ved 10-tiden kan S-togene igen begynde at køre mellem Hundige og Åmarken - og ved middagstid skulle alle linjerne atter køre normalt.

- Vi starter lige så stille op igen om en times tid. Og omkring klokken 12 skulle der gerne køres normalt igen, siger Claus Christiansen.

Ifølge Banedanmark er det nødvendigt, at S-togene kører med lavere frekvens i en periode for at undgå, at de såkaldte omformerstationer brændes af, oplyser sektionschefen.

- Sker det, så vil konsekvensen være, at vi ikke kan køre i mange dage. En omformerstation koster 50 millioner kroner, og det skal vi også lige have med, siger Claus Christiansen.

Banedanmark beklager, at man i hovedstaden bliver påvirket af tyveriet - og at folk får længere transporttid til eller fra jobbet onsdag morgen. Men myldretidstrafikken onsdag eftermiddag bliver ikke påvirket af tyveriet.

/ritzau/

Dagens Gossip