Kabine-ansatte betaler nul dansk skat

Ryanair og de ansatte udnytter et sjældent smuthul i en gammel skatteaftale
mellem Irland og Danmark.

Aftalen betyder, at de ansatte kun skal betale skat i Irland, hvor indkomstskatten for lavtlønnede er langt lavere end i Danmark - under 20 procent.

Det skriver DR Nyheder.

Den danske stat - der i efteråret var med til endnu engang at redde SAS - giver dermed en af SAS' hårdeste konkurrenter en stor konkurrencefordel.

- Der er ingen tvivl om at Ryanairs fordel er så stor, at den kalder på, at politikerne må se på denne sag, siger formanden for Dansk Luftfart, Michael Svane, til DR Nyheder.

DR Nyheder har været i kontakt med flere af Ryanairs omkring 60 kabineansatte, hvoraf de fleste bor i lejeboliger i og omkring Billund. Der er typisk tale om unge øst- og sydeuropæere, og de fortæller, at de tjener mellem 1.200 og 1.400 euro om måneden - mellem 9.000 og 11.000 kroner.

Og pengene kan de stikke direkte i lommen. Aftalen mellem Irland og Danmark siger nemlig, at de ikke skal beskattes i Danmark.

Som udgangspunkt er man skattepligtig i det land, hvor man har bopæl. Men i den såkaldte dobbeltbeskatningsaftale mellem Danmark og Irland, der oprindelig er indgået i 1965, står, at dette ikke gælder "personligt arbejde i tjenesteforhold, der udføres om bord på et skib eller luftfartøj", som et selskab i et af landene anvender i "international trafik".

Her beskattes indkomsten i stedet i det land, hvor selskabet har "sit virkelige sæde". Og det er altså i Ryanairs tilfælde Irland.

Hos Skat bekræfter man over for DR Nyheder, at dobbeltbeskatningsoverenskomsten udelukker, at Danmark kan kræve skat af ansatte i et irsk flyselskab, der bor og arbejder her i landet - heller ikke selv om de ansatte er danskere.

Dagens Gossip

Dagens TV