Kadrii blev uheldig helt

OB hentede søndag eftermiddag sæsonens første sejr, da de hjemme besejrede Viborg med 4-2 i en kamp, hvor den fynske offensiv for første gang i lange tider var let, opfindsom og effektiv.

Størst opmærksomhed fik Bashkim Kadrii, der desværre ikke blot blev dobbelt målscorer, men også måtte forlade banen med en knæskade, der kan vise sig at være alvorlig. Efter en hel sæson som venstre back er Bashkim Kadrii efter sommerferien, hvor den islandske landsholdsspiller Ari Skulason er blevet hentet i GIF Sundsvall, igen rykket frem i angrebet, og i løbet af to minutter af første halvleg viste han, at den beslutning virker helt rigtig.

Først gjorde han det til 1-0, da han i det 29. minut headede Esben Ruuds flotte indlæg i mål ved bagstolpen, og minuttet senere flugtede han bolden i nettet fra kanten af feltet, efter han selv havde tacklet bolden fra Christopher Poulsen i en situation, hvor der dog burde være blevet fløjtet for frispark af den debuterende Superliga-dommer, Peter Kjærsgaard-Andersen.

Men bare seks minutter senere kom Bashkim Kadrii igen i fokus. I endnu en nærkamp med Christopher Poulsen landede OB-spilleren uheldigt ned på sit venstre ben, og efter at han først havde prøvet at komme tilbage på banen, måtte han opgive at fortsætte. På det tidspunkt var en skadet Jacob Schoop allerede blevet erstattet af Krisztian Vadocz, og i forvirringen fik Viborg reduceret til 2-1, da Mikkel Rask headede Christopher Poulsens hjørnespark ind.

Efter pausen kom OB tilbage på banen med større ro på end i de hektiske minutter i slutningen af 1. halvleg, og efter et lille kvarter af anden halvleg stod Emil Larsen for kampens bedste detalje. Efter et løb over en halv banelængde sluttede han af med at afdrible hele Viborgforsvaret for at lægge bolden sikkert i mål til 3-1, og med 20 minutter tilbage af kampen var det så Rasmus Falk, der scorede.

Mens Bashkim Kadrii i en hel sæson har været fraværende i offensiven på grund af sine pligter på venstre back, har Rasmus Falk været væk med skader og sygdom, men startede mod Viborg endelig på banen. I første halvleg var han med i Kadriis 2-0 scoring, inden han selv gjorde det til 4-1 efter et bandespil og en sikker indersideafslutning. Med mål af Bashkim Kadrii, Emil Larsen og Rasmus Falk har OB altså fået gang i tre af sine mere letbenede typer, men må afvente de kommende dage, før de kender omfanget af Bashkim Kadriis skade og kan juble helt igennem over endelig at have fundet offensivens opskrift.

Fire minutter før tid fik Viborg reduceret til 4-2 ved sidste sæsons topscorer i 1. division, Thomas Dalgaard, men må bekymre sig over en svag defensiv og ærgre sig over en sæson, der endnu ikke har budt på sejre.

Dagens Gossip