Kæledyrene forkæles til jul

For julen er ikke længere blot børnenes men også dyrenes tid, og danskerne bruger trods krisesnak flere og flere penge på at forkæle familiens bedste venner.

Legetøj og julemad til kæledyrene
Det er ikke blot os mennesker, der puster af velbefindende, når vi slår os selv på maven i den søde juletid eller nyder vores gavehøst. Vores kæledyr bliver nemlig også forkælet i julen, en tendens de også oplever hos Dyrelageret.dk i Hirtshals.

- Vi sælger 50 procent flere kæledyrsartikler i julen, i forhold til en gennemsnitsmåned, og efterspørgslen begynder faktisk allerede sidst i november. Danskerne ser kæledyrene som en del af familien, og derfor skal de også mærke, at det er jul, siger Helle Pedersen fra Dyrelageret.

Og det er ikke småpenge, der bliver brugt på familiens bedste venner. Ordrerne på julegaver og julegodter strækker sig imellem 50 til 3.000 kroner, men en typisk ordre ligger imellem 200 og 500 kroner.

- Vi sælger især meget af godbidder, aktivitetslegetøj, kurve og senge til hunde, kradseting til katte, halsbånd og liner, og ikke mindst deciderede juleartikler, såsom tøjdyr med nissehuer, slutter Helle Pedersen.

Julekalender og juletræsfest
Ved siden af børnenes julekalender kan der meget vel hænge én til familiens hund eller kat også. For julekalendere i traditionel forstand med 24 låger, hvori der gemmer sig julegodter til kæledyrene, er også et hit.

Det er heller ikke ualmindelig, at der ligger en eller flere julegaver til familiens hund, kat, hest eller fugl under juletræet den 24. december.

Dagens Gossip