Kæledyrsklammeri: Stjerne tigger eks om penge

Skrevet af admin

10/12/2015

Dagens topnyheder

Otte kæledyr har udviklet sig til noget af en kattepine for Mandy Moore.

Det begyndte ellers som en stormende romance, da skuespillerinden og musikeren Ryan Adams forlovede sig i februar 2009 og giftede sig måneden efter. Men efter seks års forhold kølnede kærligheden af, og affæren blev iskold, da parret brød med hinanden i januar 2015.

I september klagede den 31-årige skuespiller sin økonomiske nød til retten efter bruddet, og nu fortsætter striden.

"A Walk To Remember"-stjernen har tidligere anmodet om midlertidigt ægtefællebidrag, men den 41-årige musiker nægter at punge ud, og derfor går hun igen rettens vej.

I papirerne hævder Moore, at Adams tjener over 1,1 millioner kroner om måneden, mens hun blot tjener mindre end en fjerdedel af beløbet.

Helt konkret kræver hun, at Adams skal indsætte 276.000 kroner på kontoen hver måned samt betale advokat- og revisoromkostninger og udgifterne til parrets otte kæledyr, ind til de bliver enige om et fælles skilsmisseforlig, skriver mediet E! News, der har fået fat i retsdokumenterne.

Samtidig beder hun eksmanden om at overtage fire af deres i alt otte kæledyr, som er årsagen til den økonomiske kattepine.

- Jeg er ude af stand til at bære udgifterne til vores tidligere fælles hjem, kæledyrene og retssagen, skriver hun i de nye dokumenter.

- Jeg føler ikke, jeg har noget alternativ. Selv om jeg elsker vores kæledyr, er det overvældende at tage sig af otte af dem hele tiden, lød det fra skuespillerinden ifølge People Magazine.

- Jeg har måttet aflyse job, fordi min husholderske var syg og ude af stand til at bo sammen med dyrene, mens jeg rejste for at arbejde.

- Uden Ryans hjælp med at holde huset og vores kæledyr har jeg ikke været i stand til at arbejde så meget, som jeg ville, hævdede skuespillerinden.

Parret, der annoncerede skilsmissen som værende mindelig, har endnu ingen dato for, hvornår tvisten bliver afgjort.

/ritzau/FOKUS