Kæmpe asteroide truer med at udrydde os

Hvis uheldet er ude, slutter livet for mennesker på Jorden den 15. marts 2880.

Da risikerer asteroiden 1950 DA at ramme Jorden, skriver den britiske avis The Telegraph.

Forskere i USA vurderer, at risikoen er én til 300.

Det er en grim klump, som forskerne på University of Tennessee ifølge magasinet Nature har studeret nærmere. Den har en diameter på en kilometer og farer af sted med en hastighed på ni mil i sekundet, omkring 14,5 kilometer per sekund.

Desuden roterer den hurtigt. Den bruger to timer og seks minutter på en omgang.

At rotere så hurtigt kan få sådan en kæmpesten til at gå i stykkerne, men asteroiden udvikler nogle kræfter, der kaldes van der Walls, og som er med til at holde sammen på 1950 DA.

Hvis den rammer Jorden, vil det ske med en hastighed af omkring 60.000 kilometer i timen. Det vil udløse en kæmpe eksplosion, som bliver fulgt af jordskælv, tsunamier, klimaforandringer.

Livet for mennesker udslettes, skriver The Telegraph.

Forskerne er dog overbevist om, at der er tid nok til at finde en løsning, der kan afværge truslen.

De har regnet sig frem til, at hvis det bliver besluttet at sprænge asteroiden i luften, så risikerer den at gå i større stykker, der kan betyde flere nedslag og derfor gøre mere skade end gavn.

I stedet foreslår der, at forskerne prøver at udvikle metoder, der kan pille ved asteroidens overflade for at forstyrre de kræfter, der holder sammen på den.

Hvis de kræfter forsvinder, går den i stykker af sig selv, lyder teorien.

Asteroider er sten eller klipper i forskellig størrelse, der er i kredsløb om Jorden. De fleste af dem er i kredsløb i et bælte mellem Jupiter og Mars.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV