Kæmpe-asteroiden har passeret Jorden

Skrevet af admin

31/10/2015

Mest læste i dag

Som de jordiske astronomer havde forudsagt, passerede asteroiden med den formelle betegnelse 2015 TB145 Jorden i sikker afstand lørdag aften.

Den fløj forbi Den Blå Planet i en afstand af 486.000 kilometer, omkring 1,3 gange afstanden til Månen, men i det store univers er knapt en halv million kilometer meget lidt.

AsteroidWatch, en afdeling, der hører under California Institute of Technology, skriver på Twitter, at TB145 passerede lørdag klokken 19.01 dansk tid, sådan som astronomerne også havde beregnet.

Asteroiden har en diameter på 400 meter.

Havde den ramt Jorden, kunne den have forårsaget uhyggelige skader.

Passagen er faldet sammen med Halloween, og i USA er den derfor blevet døbt Kæmpegræskarret - Great Pumpkin.

Magasinet Time skriver, at Arecibo-observatoriet i Puerto Rico tog et billede, der også bidrager til Halloween-uhyggen, idet asteroiden fra en særlig vinkel kan ligne forsiden af et kranie.

Samtidig har Nasa meddelt, at TB145 formentlig er en såkaldt død komet og ikke en asteroide. Det betyder, at kometen har en bane, der mange gange har bragt den tæt på solen, og det meste af dens materiale er så fordampet.

Kometerne kommer fra de yderste dele af vores solsystem.

Asteroider er himmellegemer, der som Jorden kredser om solen. Asteroidebæltet ligger mellem Mars og Jupiter, og der er anslået 250.000 asteroider.

Næste gang, der kommer en stor asteroide tæt på os, er i august 2027. Da kommer 1999AN10 og passerer os i samme afstand som Månen.

California Institute of Technology skriver på sin hjemmeside, at TB145 i 2018 vender tilbage til Jordens nabolag igen, men da vil den være noget længere væk.

Den vil da passere os i en afstand af 38 millioner kilometer, en fjerdedel af afstanden til solen.

/ritzau/